At tage til de slovenske himmelstræk...

0 fod…

Det er morgenen på den sidste dag af min urokkelige weekendtur til Slovenien, og jeg er i en lykkelig boble af benægtelse. Jeg ved, jeg er på en flyveplads. Jeg ved, jeg har en springdragt på. Jeg ved, jeg har en absurd hat på. Jeg ved, en fyr med seje solbriller siger, at jeg ikke er tilbøjelig til at dø. Jeg ved, jeg bør lytte til ham, fordi han er Tandem Master, og enhver hvis jobtitel har ordet 'master' i sig er sandsynligvis nogen, der fortjener opmærksomhed.

Jeg ved alt dette, men jeg tror ikke rigtig på noget af det endnu, fordi ærligt talt er virkeligheden af det, jeg er ved at gøre, lidt for meget at forstå.

3.000 fod…

Men det er virkelighed, og nu er flyvepladsen blot et lille område af grønt, knapt en afbrydelse til det krøllede tæppe af jord nedenfor. Jeg må råbe over den brølende motor for at spørge, hvor højt vi er, og svaret overrasker mig. Ikke engang halvvejs. Jeg kan ikke lade være med at stirre på den store åbning, hvor en væg burde være. Jeg er få inches væk fra den, og kold luft strømmende ind, pumper mit ansigt.

7.000 fod…

Mine ører popper sammen med min lykkelige boble af benægtelse. Dette er pludselig alarmerende virkeligt. Dette sker faktisk. Jeg sidder i en flyvende boks og snart vil jeg ikke gøre det. Jeg har åndenød, men kan ikke sige, om det er på grund af nerver eller højde. Stadig stiger flyet, snorkende og arbejde. Tandem Master piller rundt med nogle clips og spænder.

10.000 fod…

Det er tid. Vi vipper til kanten. Jeg lader mine ben hænge over. Den frygtelige vind napper ved mine ankler. Lydniveauet er øredøvende. Jeg læner mig tilbage mod Tandem Master, så mit hage peger mod himlen, og mit hoved hviler på hans skulder. Ingen vej tilbage nu. Ingen vej tilbage. Mit hjerte hamrer hektisk på mit bryst, som om det prøver at undslippe.

Og så pludselig er vi væk. Uomtvisteligt væk. Verden vender på hovedet.

At falde fra denne højde føles slet ikke som at falde. Der er ingen mærkbar ændring; jorden vælter ikke imod mig, og jeg ikke imod den. Den eneste ledetråd til den enorme hastighed, vi rejser med, er lyden af vinden, der hyler ved mine ører og følelsen af den, der former mit ansigt til bizarre (og stærkt uflatterende) former. Jeg beslutter, at dette muligvis er det bedste, der nogensinde er sket for mig.

5.000 fod…

Jeg bliver rystet ud af min drøm ved faldskærmen, der åbner sig, og pludselig er alt roligt og normalt igen. Normalt bortset fra, at jeg hænger cirka dobbelt så højt som den højeste bygning i verden. Stadig drikker mine øjne en virkelig spektakulær panorama. Mørke bjergtoppe svulmer op fra grønne områder, alt er prydet med skov, og midt i det hele en blå sø, der glitrer som en juvel.

0 fod…

Jeg vil gøre det igen. Jeg er hooked.

Dette eventyr blev organiseret af Avantura: Outdoor Adventure, et firma baseret i Bled området af; en af de mest naturskønne dele af landet og som sådan et af de bedste steder at springe ud. Deres Tandem Masters har stor erfaring inden for parachuting, idet de succesfuldt har gennemført over 20.000 spring mellem dem. De har en 100% sikkerhedsrekord og har mellem dem indehaver en række guldmedaljer fra internationale faldskærmsspring konkurrencer. For et ekstra gebyr kan de filme dit eventyr og redigere det til en 10-minutters film, komplet med et lydspor.

Udforsk mere af Slovenien – forbind med os på Facebook!