Det var ikke før, jeg var ude at drikke med nogle italienske venner, der besøgte Ljubljana, at jeg nogensinde spekulerede på, hvorfor min dejlige adoptivby var så anderledes på denne måde, ved at fejre litteratur frem for militær erobring. Mine venner havde selv bemærket denne forskel, og en af dem spurgte mig om det. ‘I Italien,’ begyndte hun, ‘ser man altid statuer af soldater og konger og mindesmærker for slag, men her har vi hovedsageligt set statuer af forfattere og digtere. Hvorfor er det?’ Jeg tog et øjeblik til at overveje dette indsigtfulde spørgsmål, og da jeg gav mit svar, var jeg ikke sikker på, at det var sandt, men jeg vidste, at det opsummerede en af de ting, der gør Slovenien specielt i mine øjne.
Jeg fortalte mine venner, at Slovenien, i modsætning til sine nabolande, ikke har meget militær eller politisk storhed at ære. Der har aldrig været et slovensk imperium eller kongerige, og indtil for tyve år siden havde der aldrig engang været et uafhængigt Slovenien. Faktisk er landet i dag relativt lille, og nogle måtte undre sig over, hvad der adskiller det. Et svar, og efter min mening et meget vigtigt et, involverer sproget. Slovenien er et land så bjergrigt, at talere af det slovenske sprog historisk set har været isoleret fra hinanden, hvilket har ført til udviklingen og bevarelsen af næsten 50 dialekter blandt de ca. 2 millioner talere af slovensk. At en nation med sådanne sproglige divisioner kunne stå sammen som ét folk ville være svært at tro, hvis det ikke var for det litterære sprog, som vi har Primož Trubar at takke.
Set på denne måde har de mellemliggende år siden Trubars tid, med mange store bidragydere til det slovenske sprog og litteratur, været præget af en række sejre for slovensk enhed. Selvom det er omgivet af større lande med mere berømte militærhistorier, er det slovenske sprog, som adskiller denne nation og gør den til sin egen. Slovensk er allerede forskelligt fra italiensk, tysk og ungarsk ved blot det faktum, at det er et slavisk sprog, der er væsentligt forskelligt fra de andre tre med hensyn til ordforråd, sætningsstruktur og orddannelse. Alligevel er selv dens sproglige nærhed til kroatisk dæmpet med arkaismer og lånord fra italiensk og tysk, der gør slovensk virkelig enestående.
Dette er et faktum, som slovenerne selv er stolte af. Mange af de samtaler, jeg har observeret blandt slovenske talere, drejer sig om emnet regionale dialekter, folk fra nord prøver at efterligne deres venners særprægede kystdialekt og omvendt. Der fortælles vittigheder, der kræver en forståelse af mindst en anden dialekt, og mange af mine venner adopterer accenten fra en yndlings slovensk region for at berige deres samtaler, når de samles. På trods af disse variationer har Slovenien dog en litterær tradition, som hver slovensk taler kan nyde og se som deres arv. Det er dette sprog, der virkelig samler dem og gør dem til ét folk.
Selvom France Prešeren ikke slog med sværd eller førte en hær, fangede hans ord hjertet og sindet hos hans folk og gør det stadig i dag. Franc Miklošic måtte ikke have beordret tropper i kamp, men hans sproglige teorier revolutionerede studiet af slaviske sprog, og han brugte sin prestige som lingvist til at kæmpe for de slovenske nationers rettigheder. Selv den store Primož Trubar forenede aldrig sit folk under et flag, men det sprog, han var ansvarlig for, har været et banner, under hvilket slovenerne har samlet sig i næsten fem hundrede år.
Hvordan kan det så overraske, at folkene i Ljubljana søger helte og finder poeter, forfattere og lingvister? Disse var krigere i deres egen ret, kæmpede for identitet så meget som uafhængighed, og den tradition, de inspirerede, lever videre selv nu. Når Ljubljana fortsætter med at blomstre i de kommende år, vil vi helt sikkert finde mange flere statuer, der pryder parkerne og pladserne i denne betagende by, og mange af dem vil bære navnene på de soldater af det skrevne ord, som fortsat inspirerer deres medborgere gennem det slovenske sprog i dag.
